Udgivet i Skriv en kommentar

Debat indlæg

Læsetid: 3 minutter

Fattigdomsydelserne handler ikke om, at det skal kunne betale sig at arbejde, men er et forsøg på at sænke lønniveauet for de lavest lønnede.

Alle politikere bør, uanset politisk farve, ønske, at forskellen mellem kontanthjælpsniveauet og den faktisk betalte mindsteløn er så lille som mulig. Det er nemlig positivt, når afstanden mellem kontanthjælpsniveauet og mindstelønnen er lille. Ønsket om, at der skal være mere luft – så flere for alvor kan mærke økonomisk forskel på, om de får en ydelse eller tjener en løn – baserer sig på en forkert forståelse af dynamikken på arbejdsmarkedet.

Mens kontanthjælpen fastsættes af Folketinget, så bestemmes lønningerne på arbejdsmarkedet. Det lovgiver vi ikke om. Men lovgivningen påvirker lønnen. Sættes kontanthjælpen ned, falder de laveste lønninger, og sættes kontanthjælpen op, stiger lønningerne. Det kan tage tid, men det vil ske.

Uanset hvilket niveau man vælger, vil der være mennesker, som akkurat er produktive nok til, at de ville kunne tjene de samme eller lidt flere penge på markedet. Jo flere af dem, der er i arbejde, desto mindre vil det såkaldte forskelsbeløb være. Forskelsbeløbet er forskellen mellem kontanthjælpen og de laveste observerede lønninger på arbejdsmarkedet. Det lille forskelsbeløb opstår, fordi nogle udbyder deres arbejdskraft – og kommer i job – til lønninger, som ligger tæt på kontanthjælpen. Som samfund bør vi derfor ikke ønske os en stor forskel.

Det er naturligvis op til den enkelte, hvad man ønsker. Men hvis målet er størst mulig beskæftigelse (og dermed færrest muligt på ydelse), bør man ikke ønske sig, at afstanden mellem mindsteløn og ydelse forbliver stor. Tværtimod. Indsnævringen af forskelsbeløbet ville være ensbetydende med, at der er mennesker, som tidligere var kontanthjælpsmodtagere, der nu udbyder deres arbejdskraft til 60, 70 eller 80 kr. i timen. Jo mindre afstanden bliver mellem den nye lavere kontanthjælp og de laveste lønninger, desto bedre går det med beskæftigelsen.

SÅDAN ER DET OGSÅ med det nuværende kontanthjælpsniveau. Uanset, hvor man politisk lægger niveauet for de sociale ydelser – højt eller lavt – vil man være interesseret i, at så mange som muligt kommer i arbejde. Høj beskæftigelsesgrad må være målet. Og jo bedre det går med den målsætning, desto mindre vil afstanden være mellem de laveste faktiske lønninger og de sociale ydelser. Et lille forskelsbeløb er ikke et problem, men derimod et tegn på succes.

HVOR DÅRLIGT ET mål forskelsbeløbet end er, så er det let at se, hvorfor det indtager så markant en plads i den politiske debat. Det er til at få øje på. Til at forstå. Til at kommunikere. Det taler lige ind i noget, de fleste kan erklære sig enige i, nemlig at det altid skal kunne betale sig at arbejde.

BASALT SET HANDLER det om at tage stilling til, om kontanthjælpen giver mennesker den levestandard, som man politisk ønsker, den skal gøre. Desværre mangler vi gode enkle mål for, hvad omkostningerne, i form af svækkede økonomiske incitamenter, er ved et givet niveau af kontanthjælpen.

HERTIL skal naturligvis lægges, at en meget stor andel slet ikke anses for at være til rådighed for ansættelse pt.

Kilde: Berlingske debatindlæg

Facebook Kommentar

Kommentar